07/01/2021

EICO får ny og udviklingsrettet ejerstruktur

EICO etablerer ny ejerstruktur, hvor kapitalfonden Dansk Ejerkapital køber en større minoritetspost i selskabet, samtidig med at ledende medarbejdere beholder deres ejerandele.

EICO får ny og udviklingsrettet ejerstruktur

EICO, en af Danmarks førende distributører af hvidevarer og markedsledende inden for emhætter, får ny ejerstruktur pr. 1. juli 2021. Ind i ejerkredsen træder Dansk Ejerkapital, ud træder kapitalfond og nu tidligere medejer Vækst-Invest, mens ledende medarbejdere og øvrige investorkreds fastholder ejerskab i selskabet.

- Jeg glæder mig enormt over den nye ejerstruktur, som jeg har store og ambitiøse forventninger til. Vi har gennem længere tid udsøgt en række muligheder, og det er glædeligt, at vi nu har en stærk aftale på plads. Dansk Ejerkapital er en særdeles professionel og seriøs partner, der investerer i og udvikler mindre og mellemstore danske virksomheder, altid i tæt samarbejde med disses ejerkreds og ledelse. Den nye medejer tilfører uden tvivl nye kompetencer og muligheder i forhold til at realisere et endnu større vækstpotentiale, men får ikke større betydning for hverdagen og den daglige drift i EICO – hverken i forhold til ledergruppen, medarbejderne, kunderne eller leverandørerne, udtaler Michael Jacobsen, CEO i EICO.

Dansk Ejerkapital køber sig ind med en ejerandel på 40 procent i EICO, mens de resterende 60 procent fordeler sig mellem Michael Jacobsen, CEO i EICO, Niels Poulsen, CSO i EICO samt bestyrelsesformand Poul Sand, hvilket gør Dansk Ejerkapital til minoritetsinvestor i selskabet.

- Respekt til vores tidligere ejer, Vækst-Invest, der har været med på ejersiden siden 2011 – en tiårsperiode, hvor EICO har vækstet knap 400 procent i omsætning. Vækst-Invest har været en betydelig bidragsyder med henblik på at give EICO et stærkt fremtidsrettet fundament og været en vigtig og dygtig samarbejdspartner, udtaler Michael Jacobsen.

Den nye ejer, Dansk Ejerkapital, er en af landets ældste og mest erfarne kapitalfonde. Fonden specialiserer sig i minoritetsinvesteringer i mindre og mellemstore danske virksomheder med et betydeligt vækstpotentiale, som drives af selvstændige og dygtige ejerledere.

- EICO er en sund og solid virksomhed med et stort potentiale, der er gået fra at være en mindre iværksættervirksomhed til en professionel B2B-virksomhed med en trecifret millionomsætning på de nordiske markeder. EICO ønsker blandt andet at positionere sig endnu stærkere i Norden, og det er en ambition, vi har betydelig erfaring med at understøtte. Det er EICOs medarbejdere, den stærke virksomhedskultur og de gode værdier, der har bragt virksomheden til dér, hvor den er i dag. Vi ser i allerhøjeste grad frem til at være partner på den videre udviklings- og vækstrejse, udtaler Sune Diernæs, Investment Manager i Dansk Ejerkapital.

EICO får ny og udviklingsrettet ejerstruktur