01/29/2021
Udvikling – trods udfordringer
Som for de fleste andre, har 2020 har budt på mange udfordringer og uventede situationer hos EICO. Det til trods er udviklingen på ingen måder stoppet op – måske snarere tværtimod.
2020 – og nu også starten på 2021 – har været en hård periode for mange virksomheder verden over. Også i EICO har man naturligvis mødt udfordringer og uventede situationer – selvom disse absolut har været enklere at tackle sammenlignet med andre brancher.
- Vi må jo nok erkende, at vi tilhører en privilegeret branche, idet vi er leverandør af produkter til hjemmet, som absolut har fået et boost under coronakrisen. Folk har arbejdet mere hjemme, har haft mere tid og har kort og godt interesseret sig mere for at forbedre og forskønne deres hjem. Det har unægtelig haft positiv indflydelse på efterspørgslen efter de produktgrupper, der er kernen i vores virksomhed, blandt andet emhætter, vinkøleskabe og hvidevarer generelt. Vi har kort og godt haft medvind af ”hygge og bygge”-aktiviteterne, fortæller Michael Jacobsen, CEO i EICO.
Stor nytte af digital strategi
For et par år siden søsatte EICO en omfattende digital strategi, med et overordnet mål om at støtte, forbedre og udvikle selskabets salg og salgskanaler via digitale platforme og teknologier. Og der hersker ingen tvivl om, at denne strategi også har hjulpet i forhold til virksomhedens udvikling det forgangne år med Covid-19.
- EICO har været på en ”digital rejse” de seneste år, og vi har foretaget nogle omfattende investeringer og har høj prioritering i forhold til alle de elementer, der er essentielle i relation til at have gode og brugervenlige digitale platforme. Jeg er ikke i tvivl om, at denne satsning har haft stor betydning for, hvordan vi er kommet igennem coronakrisen, siger Michael Jacobsen og fortsætter:
- Vi er ligeledes blevet mere opmærksomme på andre digitale muligheder under corona, fx at vi har kunnet afholde digitale møder med både leverandører, kunder og øvrige samarbejdspartnere, således at vi har formået at bibeholde kontakten og fortsætte både drift og udvikling. Når coronaen er en saga blot, er der også elementer, vi kan tage positivt med videre – noget vi har lært af denne periode. Fx at vi kan anvende de digitale mødemuligheder som et stærkt supplement, og at vi ikke behøver at rejse lige så meget og afholde alle møder fysisk. Når det er sagt, så er der naturligvis også stadig – og altid vil være – situationer, hvor et fysisk møde absolut vil være at foretrække.
Leveringskapacitet under pres
En af de udfordringer, som mange virksomheder har oplevet under coronaperioden, relaterer sig til leverings- og lagerkapaciteten. En del af EICOs samarbejdsfabrikker, fx i Italien, oplevede på et tidspunkt en fuldstændig nedlukning. En række andre fabrikker oplevede tillige en nedgang i produktionskapaciteten på 30-40 procent, og for mange har det afstedkommet store forsinkelser og leveranceproblemer.
- Vi har nok vær et lidt ”heldige med vilje”. For vi har stort set på intet tidspunkt været i en situation, hvor vi ikke har været i stand til at levere som aftalt til vores kunder. Leveringsperformance har alle dage stået øverst på vores kravliste, og heldigvis var vi på forkant og opprioriterede vores lagerbeholdning i foråret 2020. I efteråret har vi investeret yderligere i varelageret og dermed gearet vores sikkerhedslager endnu højere op, således at vores kunder – både forhandlere og slutbrugere – har oplevet minimale problemer med at få leveret de produkter, de har haft behov for. Det har naturligvis kun være muligt, fordi vi i forvejen har en sund virksomhed og har mulighed for at foretage disse lagerinvesteringer til fordel for vores kunder, siger EICO-chefen.
Innovation og udvikling fortsætter
Innovation, udvikling og det at forfine produkterne til det yderste har alle dage været en topprioritet i EICO. Og netop disse processer er et af de forhold, som Michael Jacobsen fremhæver som en særlig udfordring, når fysiske møder er forbudt og landegrænser lukket. Daglig drift er en ting – noget andet er udvikling og innovation.
- Vi har blandt andet måttet tænke nyt i forhold til udvikling af nye produkter. Det er ikke muligt at vurdere et givent produkt via et teams-møde, men på den anden side kan vi heller ikke gå på kompromis med vores normale proces og kvalitet. Derfor har vi brugt ekstra tid på at få sendt prototyper fra fabrikkerne en ekstra gang, når det har været nødvendigt. Innovationen kører altså videre, men den har selvfølgelig været besværliggjort under coronaperioden, siger han, før han afslutter:
- I 2020 har vi også forberedt den store udrulning af vores nye hvidevarer fra Sharp og Vestfrost, som virkelig kommer til at tage fart i første halvår. Og lige før årets udgang ansatte vi desuden en produkt- og udviklingschef i en nyoprettet stilling. Så vi kan med hånden på hjertet sige: investeringerne, udviklingen, innovationen og vækstrejsen i EICO fortsætter ufortrødent – og dette til trods for de sidste ti måneders intensive coronarelaterede vanskeligheder.